Kandidatliste 2015

Her findes de opstillede kandidater med deres præsentation

Kandidater fra bestyrelsen samt bestyrelsens strategi

 

Bestyrelsens strategi

Kontrakten med kraftvarmeværket i Hillerød udløber med udgangen af 2015. Derfor har bestyrelsen/ledelsen gennem en årrække arbejdet med mulighederne for at opnå en optimal varmeforsyning på længere sigt. Der har været fokus på mulige leverandører, brændsler/miljø, varmepriser, forsyningssikkerhed m.m.

For at opnå maksimal indflydelse, har vi i FF valgt,  ud over egenproduktion af spids- og reservelast, at udvide med grundlast, således at vi kan opnå gennemsigtighed i produktionsprisen og undgår lange bindingsperioder (20 år) med enkelt leverandører i en monopolistisk struktur. Dette indebærer, at vi går fra en egenproduktion på 20/40% til 100%. Bestyrelsen og repræsentantskaberne har derfor besluttet at opføre et biomassekraftvarmeværk, som i løbet af et par år vil reducere såvel forureningen, som varmeprisen væsentlig. For at fastholde dette mål, følger vi nøje udviklingen inden for energiområdet, og er parat tl at ændre kombinationen af brændsler og varmekilder i egenproduktionen, såfremt det er fordelagtigt på sigt.

Dette er i god tråd med Furesø Kommunes ønsker og forventninger: ”En væsentlig CO2 reduktion og en fjernvarmeudbygning på 50/60 % inden for de kommende år”.

I planerne for fremtiden indgår vedvarende energi i form af geotermi. Der er udført seismiske målinger i Farum/Allerød med et meget positivt resultat. Vi arbejder med afdækning af risikoprofilen og såfremt planerne gennemføres, vil varmen fra 1800 m dybde udgøre ca. 50% af den samlede produktion. Der er i projektet regnet med mulighed for salg til andre værker/forbrugere. Dette vil yderligere reducere varmepriserne for FF nuværende og kommende andelshavere. 

 

Bestyrelsesmedlemmer:

Søren Holm Pedersen, kandidat til repræsentantskabsvalget

Jeg indtrådte i bestyrelsen i august 1997, året efter blev jeg valgt til formand. En formand har mange opgaver bl.a. skal han/hun tilsikre, at bestyrelsens beslutninger føres ud i livet. Der er mange beslutninger, som gør jobbet spændende - og til tider belastende, men dette har ikke afholdt mig fra at gå til sagen.

Jeg vil fortsat gerne arbejde i såvel bestyrelse som i repræsentantskab, for at nå de opstilede mål, og så længe beslutningerne træffes ud fra sund fornuft til fordel for alle andelshaverne - inkl. bestyrelsen.

 

Steen Boas Fich, kandidat til repræsentantskabsvalget 

Jeg har været repræsentant siden repræsentantskabets etablering i 1995, og  siden 1997 ligeledes været medlem at bestyrelsen, heraf de sidste 15 år som kasserer.

Mit virke i bestyrelsen har givet mig bred indsigt i de såvel lovmæssige som forretningsmæssige  forhold , som en aktiv bestyrelse skal forholde sig til.

I dag står Farum Fjernvarme overfor mange spændende udfordringer, grundet de store ændringer indenfor varmeforsyning, hvor overgangen fra fossile varmekilder, som naturgas og olie, indenfor en kort årrække helt skal være erstattet af biomasse eller vedvarende energi typer,  og derfor af stor betydning for den fremtidige ledelse og drift  af vores selskab.  

Som repræsentant og medlem af bestyrelsen vil jeg arbejde for gennemførelse  af Farum Fjernvarmes vedtagene visioner og der i gennem arbejde for langsigtede,  økonomiske og miljømæssige varmeforsynings løsninger.  

 

Sven Krarup Nielsen, kandidat til repræsentantskabsvalget

Jeg er mangeårigt medlem af repræsentantskabet og blev valgt til bestyrelsen i 2012. Der er spændende muligheder for at udvikle Farum Fjernvarme inden for rammerne af lovgivningen og de tekniske muligheder, som skal udnyttes til fordel for forbrugerne. Vi skal fortsat arbejde for sikker og billigere varmeforsyning, der skader miljøet mindst muligt.

Jeg er civilingeniør og netop gået på pension fra Vejdirektoratet, så jeg nu har endnu bedre tid til at arbejde i bestyrelse og repræsentantskab.

 

Max Watson, kandidat til repræsentantskabet 

Har været bestyrelsesmedlem siden 2005. Har boet i Farum vest siden 1982. Har en teknisk uddannelse og arbejdede med ledelse, teknisk salg og rådgivning inden for måleteknik frem til 2012, hvor jeg som 65 årig gik på pension. Har altid haft interesse for energiteknologi og ønsker at bruge denne viden til at sikre FFV’s andelshavere en så langvarig, stabil og billig varmeforsyning som mulig. Sidder pt bl.a. i FFV’s kommunikations- og marketingudvalg. Stiller op til genvalg.

 

Repræsentantskabsmedlemmer/suppleanter:

Gullan Thomsen, kandidat til repræsentantskabsudvalget

Medlem af repræsentantskabet i ca. 15 år og bestyrelsen i omkring 12 år. Jeg udtrådte af bestyrelsen for 2 år siden, da jeg var usikker på grundlaget for de beslutninger, som blev lagt til grund for at starte undersøgelserne for indførsel af geotermi (250 mill), ligesom jeg fandt informationsniveauet til andelshaverne for ringe. Jeg ønsker at arbejde for bedre information til andelshaverne. 

 

Finn Kunkel, kandidat til repræsentantskabsvalget

Undertegnede genopstiller  som kandidat til repræsentantskabet i gruppe 1 2015. Jeg har været medlem i gruppe 1 i ca 10 år. Jeg har boet i Farum siden 1972 og har været aktiv på mange fronter i forskellige foreninger, bla. som formand for Farum Pensionistforening i 5 år. Mit formål i gruppe 1 vil være at tale pensionisternes sag til en bedre forståelse af forbrug og pris, samt de nye tiltag der kommer i fremtiden for Farum Fjernvarme.

 

Viggo Worsaaee, kandidat til repræsentantskabsvalget

Jeg hedder Viggo Worsaae, og bor på Divisionsvænget tidligere Farum kaserne. Jeg vil gerne vælges ind i repræsentantskabet, hvor der pt. ikke er nogen husejere valgt herfra. Ved at sidde i repræsentantskabet, bliver det muligt at orienterer beboerne om de vigtige beslutninger, der skal træffes de næste år om blandt andet geotermi. Stem derfor på en lokal repræsentant.

 

Nyopstillede kandidater:

Margit Solveig Ostenfeld, kandidat til repræsentantskabsvalget

Har "år tilbage" siddet i Repræsentantskabet for Andelshavere. Har derefter - mødt op til samtlige generalforsamlinger. Jeg har fulgt lidt med på sidelinien, men der sker mange forandringer inden for fjernvarme, og jeg håber, at min ringe viden kan bidrage med noget "småt men godt"!

 

Peter Nørregaard, kandidat til repræsentantskabsvalget

Som nyopstillet til repræsentantskabet vil jeg arbejde for at videreføre økonomisk ansvarlighed, bæredygtighed og lokal forankring af fjernvarmen i Farum. Familien fik indlagt fjernvarme i vores forrige hus, og har haft fjernvarme i vores nuværende hus, siden det i 2009 blev muligt på Dybedalsvej. Målet er en fortsat, langsigtet udvikling af varmeforsyningen.

 

Bent Bjørn Hansen, kandidat til repræsentantskabsvalget

Jeg har boet i Farum de sidste 11 år. Er ingeniør med en bred teknisk indsigt og har i mange år været interesseret i effektiv udnyttelse af energiressourcer, herunder vedvarende energikilder. Jeg vil arbejde for bedre information til brugerne, f.eks. ved renovering af ledningsnettet og for bedre økonomiske aftaler med varmeleverandørerne.

 

Michael Wulff, kandidat til repræsentantskabsvalget

Jeg vil arbejde for, at Farum Fjernvarme yder os som andelshavere en stabil varmeforsyning til så lav en pris som mulig. Dette skal realiseres gennem en transparent ledelse, hvor fokus er på information, dialog og involvering.

 

Frank Grosch, kandidat til repræsentantskabet

Jeg ønsker at kunne påvirke beslutninger i forhold til varmeforsynngen, der meget nært får indflydelse på min hverdag og økonomi.

Jeg medbringer erfaring fra grundejerforeningen Farum Nord-Øst, hvor jeg har siddet i bestyrelsen siden 2001 og været formand siden 2006.

 

Mazhar Bhatti, kandidat til repræsentantskabet

Jeg arbejder som IT-direktør i en grossistvirksomhed, som har sanitet- og varmesystemer i sit produktsortiment.

Pr. 1/5/2015 går jeg på pension. Jeg har mange års personale-  og projektledelseserfaring. Som andelshaver vil jeg gerne bidrag med min viden og erfaring til fremtidig udvikling af Farum Fjernvarmes aktiviteter. 

 

Nedennævnte har ikke ønsket at begrunde deres opstilling:

Sven Schnedler-Sørensen, kandidat til repræsentantskabet

Helge E. Sørensen, kandidat til repræsentantskabet

Finn Larsen, kandidat til repræsentantskabet